BØRNEHUSET I NØRRESKOVHUS

Nørreskovhus er Børnehusets udflytterddel i Kirke Hvalsø. Det er et nedlagt husmandssted med en skøn naturgrund/legeplads med højt til himlen og dybt nede i den den fede muldjord. Her arbejder Børnehuset pædagogisk med naturen, der omgiver os, økosystemet og fordybelse.

Et af vores pædagogiske projekter er vores køkkenhave, den har til formål at gøre børnene klogere på hvordan økosystemet virker. Her får de øje for naturen, ser hvordan vi mennesker er en del af økosystemet og hvordan vi kan bidrage til det. Børnene samler blandt andet regnvand til vanding af køkkenhaven og har etableret en kompostbunke, samt gør brug af organisk kompost, såsom hestepærer til at øge næringsværdien i jorden.

I køkkenhaven vokser der blandt andet hvidløg, rødbeder, ærter, kartofler og meget mere. Børnene er med til at så det hele og de hjælper med at holde køkkenhaven fri for ukrudt og vande. Desuden er det med stor fornøjelse de hjælper med at høste.

nørreskovhus2

Rundt om på jorden vokser der vilde hindbær som flittigt plukkes. Enten spises de rå eller der bliver lavet marmelade som spises, når der bliver lavet pandekager på bål.

Der er så mange planter i naturen, som man kan bruge, fx mælkebøtter til at gnide på vabler eller lave mælkebøttesirup af.

Dyrelivet bliver studeret, regnorme, insekter, vi holder sneglevæddeløb, laver mudderkager og spiser masser af æbler fra de store æbletræer på grunden. I Børnehuset tror vi på at børnene får styrket deres sanser og får en større forståelse og respekt for vores natur ved at føle på, sanse og tale om det de oplever.

nørreskovhus

Nørreskovhus er et stort hus, som er opdelt i funktioner: værksted, legekøkken, tegneplads, hyggekrog, discokugle/spejl og meget mere.

Børnene nyder den megen plads der er i Nørreskovhus, da det giver rum for fordybelse i legen. Vi har valgt at indrette os anderledelse på landet end i byen, da vi har andre muligheder for at bruge udendørsarealet, bl.a. til bål og aktiv deltagelse i køkkenet.