Skovbussen så børnehavebørn med jord under neglene

Det er sæson for at plante grøntsager, blomster og afgrøder, der spirer og gror. Som en delvis udflytter-institution har børn og voksne stor glæde af Nørreskovhus. Huset ligger på landet, og de to grupper af børnehavebørn kommer derud i to uger af gangen. Det er det oplagte sted at lære om menneskers forhold til naturen, fordi børnene mærker på deres egen krop hvor maden kommer fra – hele vejen fra jord til bord…

Her fortæller Skovbussen hvad den har set børnene lave på landet:

 

”Det er noget underligt noget. I vinters havde jeg og min chauffør vænnet os til at se børn i flyverdragter og vinterstøvler, og pludselig blev det forår. Nu har de jakker på – og tørrer jord af under skoene før de går ind!

 

Nørreskovhus er stort, så børnene skal huske at vande alle planterne i haven.

Jeg har oplevet meget spændende, når vi afhenter børn om eftermiddagen. De har jord under neglene og siger de mærkeligste ord, som at luge ukrudt.

      

Det giver et lille gys, når koldt vand rammer fingrene, men børn og planter er vilde med vand.

   

De taler om at luge ukrudt og vande planter. Jeg har også hørt de voksne tale med børnene om noget, der hedder selvforsyning og fra “jord-til-bord”. Jeg tror det handler om, at de vil spise grøntsagerne til frokost, når de kommer op af jorden.

 

Det kræver fokus og samarbejde at holde styr på haveslangen, og tålmodighed for at alle kan nå at prøve.

Børnene er i hvert tilfælde altid glade, og måske bliver de en smule utålmodige, for de bliver ved med at spørge voksne: ”Hvornår skal vi høste?”, når de ser i deres plantebøger i bussen. Naturvejlederen må sige: ” Vi skal vente lidt endnu”. Derefter får børnene en historie.

Børn er gode til at holde øje med om planterne har fået for lidt vand, og at sørge for at de får mere.

 

Den anden dag troede jeg at min chauffør var blevet skør. Vi kørte nemlig børnene ud til Botanisk Have. Men bagefter fandt jeg ud af at børnene havde været inde og se på seje planter og dufte til alle de flotte blomster, der var derinde. Nu glæder jeg mig til efteråret”.

Børnene fik brugt al deres nysgerrighed på at se sjove planter og dufte til flotte blomster i Botanisk Have.

 

Temaet fortsætter efter sommeren. Så høster vi alle grøntsagerne, for køkkenpersonalet skal bruge dem til at lave mad til alle børnene.